
Årsrapport 2019
Medvind på alle cykelstier
”Alt flaskede sig for os i 2019”, konstaterer ordførende direktør i Jutlander Bank, Per Sønderup, der netop har offentliggjort bankens årsrapport for 2019.
”Vi er stolte over resultatet” siger Per Sønderup, der kan præsentere et årsresultat for 2019 på 445 millioner kroner før skat – 177 millioner mere end i 2018.
”Vi må bare sige, at vi havde usædvanligt meget medvind på alle cykelstier i 2019. Den medvind er vi glade for, fordi den giver os mulighed for at polstre os til fortsat vækst i en tid, hvor vi kigger ind i stigende krav til bankernes kapitalberedskab”, forklarer Jutlander Banks ordførende direktør.
God gænge
Jutlander Bank er inde i en rigtigt god gænge, fremgår det af årsrapporten. Banken tiltrækker mange nye kunder, både i sine oprindelige og i sine nye afdelinger, og banken oplever vækst i sit samlede forretningsomfang – summen af indlån, udlån, værdien af kundernes depoter og værdien af de realkreditlån, som banken formidler.
Kundetilgangen i 2019 talte 9.316 nye kunder, og det samlede forretningsomfang inklusive realkredit steg i løbet af året med 11 procent til 73,6 milliarder kroner. Alligevel stiger bankens nettorenteindtægter kun marginalt – fra 386 millioner kroner i 2018 til 387 millioner i 2019.
”Det skyldes den meget lave markedsrente og den hårde konkurrence om kunderne”, forklarer Per Sønderup, der til gengæld kan glæde sig over en markant stigning i gebyrindtægter. Her ses en stigning på 67 millioner kroner – eller næsten 21 procent – til 392 millioner kroner.
”Vi har haft nogle helt vilde konverteringsbølger i løbet af 2019 til glæde for mange af vores kunder, som nu har sikret sig en lav rente på deres realkreditlån i mange år frem. Sådanne bølger og den travlhed, de giver vores medarbejdere, skæpper i kassen hos os. Også de nye kunder har selvfølgelig skabt ekstra omsætning”, siger Jutlander Banks ordførende direktør.
Strategien virker
De mange nye kunder, der er kommet til i 2019, tilskriver banken sin strategi.
”Vi arbejder målrettet på at fremstå som Danmarks mest personlige og mest tilgængelige bank. Det er noget, som den moderne bankkunde efterspørger, og noget, som vi har succes med, fordi bankens medarbejdere for alvor har købt ind på strategien og gør alt, hvad de kan, for at leve op til den”, siger Per Sønderup.
At strategien imødekommer kundernes ønsker, bekræftes af en omfattende kundeundersøgelse, som banken gennemførte i 2019. På spørgsmålet om, hvorvidt kunderne vil anbefale Jutlander Bank til andre, gav to tredjedele af de adspurgte karakteren 9 eller 10 – på en skala fra 0 til 10.
Investerer i fremtiden
Omkostningerne stiger i Jutlander Bank. De samlede omkostninger lyder på 569 millioner kroner i 2019 – en stigning på 35 millioner eller 6,5 procent.
”Vi har haft en bevidst vækststrategi med etablering af nye afdelinger og ansættelse af flere rådgivere. Siden 2016 har vi etableret os i København, Vejle, Fredericia og Odder, og det øger naturligvis vores omkostninger, men samtidig bidrager de nye afdelinger også til at løfte vores forretning, så nye afdelinger er en investering i fremtiden”, understreger Per Sønderup.
Resultat efter skat på 375 mio. kr.
Jutlander Banks resultat før og efter skat landede i 2019 på henholdsvis 445 og 375 millioner kroner, hvilket er væsentligt højere end i 2018, hvor tallene var henholdsvis 268 og 221 millioner kroner.
Med til at trække 2019-resultatet op i forhold til 2018 er en stigning i positive kursreguleringer fra 49 millioner kroner i 2018 til 160 millioner i 2019. Stigningen bæres oppe af en indtægt på omkring 75 millioner kroner, da Jutlander Bank solgte 75 procent af sine aktier i Sparinvest, og af positive kursreguleringer på 32 millioner kroner af bankens beholdning af børsnoterede aktier.
Nedskrivninger på udlån viser en indtægt på 38 millioner kroner mod 16 millioner i 2018.
”Både på kursreguleringer og nedskrivninger har vi haft usædvanligt god medvind i 2019”, konstaterer Per Sønderup.
I 2020 forventer Jutlander Bank et overskud mellem 225 og 275 millioner kroner før skat.
”Men hvis vi lykkes med at løfte vores udlån i år, kan vi selvfølgelig gøre det endnu bedre, og det vil vi kæmpe for”, siger Per Sønderup.
Udbytte
Bestyrelsen for Jutlander Bank foreslår generalforsamlingen, der holdes 11. marts i Aars, at udlodde et udbytte på 4 kroner pr. aktie. Hvis generalforsamlingens tilslutter sig forslaget, vil der af årets overskud på 375,4 millioner kroner blive udbetalt 34,4 millioner som udbytte, 3,6 millioner i rente til hybrid kernekapital, mens 337,4 millioner kroner lægges oven i egenkapitalen.
”Da to tredjedele af aktierne i Jutlander Bank er ejet af lokale, velgørende fonde, vil den største del af udbyttet til aktionærerne, mere end 22 millioner kroner, vende tilbage til almennyttige formål i de områder, hvor banken har genereret sit overskud”, påpeger Per Sønderup.
Soliditet
Med årets overskud ender Jutlander Banks egenkapital ved udgangen af 2019 på over 3,3 milliarder kroner mod 3,0 milliarder et år tidligere.
”Selv om vi har et rekordoverskud for 2019, så fastholder vi aktieudbyttet på niveau med året før. Det skyldes, at kapitalkravene til danske pengeinstitutter fortsat stiger, hvorfor det er ønskværdigt at styrke egenkapitalen, så vi har styrken til den fortsatte vækst”, siger Jutlander Banks ordførende direktør.
Jutlander Bank kom ud af 2019 med en kapitalprocent på 21,8 procent. Det individuelle solvensbehov er beregnet til 9,4 procent. Banken har altså en kapitalmæssig overdækning på 12,4 procentpoint, svarende til 1,6 milliarder kroner.
